Jeg kendte engang én hvis datter kaldte syrener for honningblomster. Og hvem kan ikke genkalde den elegante smag af nektar, når man som lille sugede på de bitte små violette blomster? Da jeg begyndte at arbejde med syrener i køkkenet, var jeg overrasket over hvor aromatisk, nærmest krydret, smagen kunne blive. Den kan så meget! Syrensaft er tidlig sommer og blomsterhonning på flaske. Så bliver det ikke meget bedre. Du kan bruge både mørke og lyse syrener. De mørke blomster vil give saften en mere dyb rød/lilla farve. Jeg vil dog anbefale ikke at udelade de lysere blomster, da de giver mest smag.
Syrensaft
20 klaser syrenblomster
Skal & saft af 5 store citroner
800 g. sukker
1 liter vand
Fremgangsmåde
Pluk alle blomster af klaserne og kassér grene og blade. Læg blomsterne i den beholder du vil lade saften trække i.
Riv citronskallen og pres citronerne.
Kog vand, sukker & citronskal op. Tag gryden af varmen og lad siruppen dampe af. Hæld så lagen over syrenerne og citronsaften.
Dæk beholderen til og lad saften trække i køleskabet i 3 døgn.
Sigt saften og hæld den på skoldede (og evt. atamonskyllede flasker).
Opbevar saften på køl. Blandes op ca. 1/4.