
Jeg har haft de her doughnuts/berlinere i tankerne i lang tid, og de blev lige præcis så vanvittigt gode, som jeg havde forestillet mig. Hvis du er mere til traditionelle doughnuts, skal du hoppe over og lave dem med karamelgaze, men er du til creme (hvem er ikke det?) så skal du gøre dig selv den tjeneste at lave dem her. Den fyldige vaniljecreme fungerer perfekt med det syrlige hindbærsukker.
Opskriften giver ca. 16 stk.
Dej
3 dl. mælk
25g. gær
650 g. hvedemel (+50 g. til udrulning)
1 knvsp. salt
Skal af 1 citron
Korn af 1 vaniljestang
100 g. blødt smør
2 dl. sukker
2 æg
Fremgangsmåde
Bland fingervarm mælk og gær i en skål. Stil til side.
Pisk smør, sukker, vanilje og citronskal luftigt. Tilsæt ét æg af gangen mens du fortsat pisker.
Tilsæt mel, salt og til sidst mælken.
Ælt dejen godt og længe, gerne på maskine (ca. 10 minutter. Hvis du ælter i hånden, ca. 15 minutter).
Lad dejen hæve til dobbel størrelse i ca. 1 time. (Afhængigt af temperaturen i rummet).

Vaniljecreme (laves dagen i forvejen)
2 dl. sødmælk
40 g. sukker
Kornene af ½ vaniljestang
50 g. æggeblomme
10 g. maizena
3 dl. piskefløde (til dagen efter)
Fremgangsmåde
Mas kornene fra vaniljstangen ud, i lidt af sukkeret æmed en urtekniv eller bagsiden af en spiseske.
Varm mælk, sukker og vanilje op til kogepunktet.
I en skål ved siden af, piskes æggeblommer og maizena grundigt sammen.
Hæld lidt af den varme mælk ned i æggeblandingen, imens du pisker.
Hæld så det hele tilbage i gryden, og varm den langsomt op under piskning. Den må ikke koge.
Når cremen tykner, hældes den på en beholder og filmes helt nede ved cremen, så den ikke trækker skind. Køl ned.
På dagen
Pisk de 3 dl. fløde til skum, og vend dem i 280 g. vaniljecreme.
Fyld på sprøjtepose og sæt på køl.

Hindbærsukker
10 g. frystørrede hindbær
120 g. sukker
Fremgangsmåde
Blend de frysetørrede hindbær i en kaffekværn og vend dem med sukkeret.
Doughnuts
Efter hævning, rulles dejen ud på et meldrysset bord, i ca. 2 cm. tykkelse.
Herefter stikkes der cirkler ud med en udstikker på 8 cm.
Læg dine dejstykker på et bagepapir og lad dem efterhæve overdækket i ca. 30 min.
Varm 1 liter smagsneutral olie op til ca.175- 180 grader, giv dine doughnuts et let tryk for oven med håndfladen, og fritér dem i olien i ca. 2,5 minut på hver side.
Efterhånden som de kommer op af olien, lægges de over på et stykke køkkenrulle, og rulles herefter umiddelbart i hindbærsukker.
Lad dem køle af på et fad.
Lav et hul i midten på alle doughnuts, ved at stikke en lille udstikker (ca. 1 cm. i diameter) ned, og tag det løse stykke kage op.
Tag sprøjteposen med creme ud af køleskabet. Hvis cremen virker for flydende, kan den piskes lidt op igen.
Stik sprøjteposen ned hullet i kagen og fyld dem op med creme.