De her små tærter med sød og syrlig curd af blodappelsin, toppet med en fyldig dobbeltfløde smager vidunderligt og er bestemt anbefalelsesværdige! Lav curden mindst fem timer i forvejen eller dagen før, så den kan nå at sætte sig. Hvis der er dej tilovers fra tærtebundende, kan den fryses ned eller stikkes ud til småkager.
Mørdej
300 g. hvedemel
70 g. mandelmel
160 g. tempereret smør
1 knsp. salt
150 g. flormelis
Skal af 1-2 citroner
1 stort æg eller 2 små
Fremgangsmåde
Tænd ovnen på 170 grader.
Rør alle ingredienser sammen og saml dejen med ægget. Lad dejen hvile en time på køl.
Rul dejen ud og beklæd dine tærteforme.
Bag dem i ca. 10-12 min. ved 170 grader.
Blodappelsincurd
2 dl. friskpresset blodappelsinjuice
110 g. sukker
Skal af 1 blodappelsin
4 æg
100 g. smør
1 bl. husblas
Fremgangsmåde
Læg husblas i blød koldt vand.
Lun appelsinjuicen forsigtigt, i en gryde med sukker og appelsinskal.
Pisk æggene sammen i en skål.
Sigt den lune juice og hæld den i en tynd stråle ned i æggemassen mens du pisker.
Hæld så massen tilbage i gryden.
Massen varmes forsigtigt op på lavt blus under konstant omrøring/piskning. Den må ikke koge.
Når den begynder at tykne pisker du smøret i.
Tag curden af varmen, og tilsæt husblassen.
Fyld cremen på sprøjtepose og køl den ned.
Når cremen er kold og har sat sig, er den lige til at sprøjte i tærteskallerne.
Afpyntning
250 ml. fløde 50%
Pisk fløden til let skum og kom den på sprøjtepose med tyl. Dekorér de kolde tærter med bølger af blødt flødeskum. Servér straks.
Vær opmærksom på at den høje fedtprocent i fløden gør, at den kun skal piskes meget kort.
Velbekomme.