En solbolle er en svensk, blød kardemommebolle, der traditionelt set er fyld med vaniljecreme. Jeg har fyldt dem med rabarberpuré og vaniljecreme. Fordi, hvorfor ikke? De er fantastisk lækre og uimodståelige. Her får du opskriften der rækker til ca. 30-35 boller.
Tip. Jeg laver både vaniljecreme og rabarbercreme dagen i forvejen, da det er lettere at arbejde med kolde cremer.
Pensling
150 g. smeltet smør
Hvidt sukker
Rabarberpuré
500 g. rabarber i skiver
300 g. sukker
Fremgangsmåde
Kom rabarber og sukker i en gryde og kog det op ved middel varme. Kom evt. en lille smule vand i bunden af gryden.
Når rabarberne er møre, blendes massen til en fin puré og koges yderligere ind i 2-3 minutter.
Vaniljecreme
4 dl. sødmælk
80 g. rørsukker
1 vaniljestang
1 knsp. salt
100 g. æggeblomme
15 g. majsstivelse
Fremgangsmåde
Skrab vaniljekornere ud af stangen og mas dem med lidt af sukkeret.
Kog mælk, sukker og vaniljekorn- og stang op.
Imens pisker du æggeblomme og majsstivelse sammen i en skål.
Nu hældes den varme mælk ned i æggeblommerne i en tynd stråle, mens der piskes.
Sæt gryden tilbage på varmen og varm blandingen op ved middel varme, imens du pisker. Den må ikke koge, men skal ligge lige under kogepunktet. Den legerede creme skal nå op på 84 grader.
Hæld den i en plastbeholder og film den helt nede ved cremen så den ikke trækker skind. Alternativt kan du fylde den direkte på sprøjtepose.
Gærdej
50 g. gær
500 g. mælk
160 g. rørsukker
1 æg
2 tsk. frisk stødt kardemomme
1 tsk. salt
900 g. hvedemel
140 g. blødt smør
Fremgangsmåde
Lun mælken til fingervarm og opløs gæret heri. Husk, bedre for kold end for varm.
Tilsæt rørsukker og kardemomme og rør rundt.
Rør ægget i og tilsæt så mel og salt.
Ælt dejen igennem ca. 3 min. på en røremaskine.
Herefter tilsættes det tempererede smør.
Ælt dejen færdig i ca. 7-10 minutter eller til den er glat og smidig. Den skal ikke klistre for meget på fingrende.
Lad dejen hæve overdækket, til dobbelt størrelse.
Nu skal dejen deles i stykker á 50 g. og rulles til boller, som du fordeler på tre bageplader beklædt med bagepapir.
Lad dem igen hæve til dobbelt størrelse og tryk dybe huller i dem.
Fordel rabarberpuréen i hullerne, og top med vaniljecreme. Dette er lettest gjort med en sprøjtepose.
Bag bollerne ved 200 grader varmluft i ca. 8 minutter til de er let gyldne.
Når bollerne er afkølet, pensles de med smeltet smør g dyppes i sukker.