Hybensuppe med vaniljeis & kardemommetuille

Hybensuppe med vaniljeis & kardemommetuille

Hybensuppe. Et barndomsminde der står skarpt i erindringen.
Hvis du er vokset op i Sverige, kan du med sikkerhed genkalde dig smagen af hybensuppe eller blåbærsuppe.
Det var noget man fik serveret jævnligt, både i børnehaven og derhjemme. Dog var det pulverudgaven vi mæskede os i dengang, og den dag i dag, gør mange nok det samme. Men det er faktisk utrolig nemt at lave hybensuppe selv. Og hovedingrediensen koster gratis, hvis du bevæger dig ud i naturen. Nærmere betegnet ved de danske kyster. Tag dit barn, ven eller mor i hånden og tag ud og saml hyben. Alt det besværlige arbejde med at fjerne kernerne slipper du for, bare rolig. Bare husk at befri dine hyben for blade og kviste. Så er de klar til gryden. Suppen kan nydes både varm og kold. På en kold efterårsdag er den dejlig, varm, mens den kolde version er endnu mere fyldt af smagsnuancer. Hvis du ikke har lyst til at lave is, eller ikke har en ismaskine, kan du sagtens servere den med lidt creme fraiche eller fløde.

Hybensuppe

450 g. hyben, rensede for blade & kviste

1,2 l. vand

1 knvsp. salt

15 g. citronsaft

185 g. rørsukker

20 g. majsstivelse

Fremgangsmåde

Kog hyben møre med sukker & vand. Det tager ca. 25 minutter.

Stavblend dem, og sigt puréen gennem en fintmasket si.

Smag suppen til med salt og citronsaft.

Rør majsstivelsen ud i lidt koldt vand og hæld den i en tynd stråle, ned i den kogende suppe under piskning.

Lad suppen koge i et halvt minut mere og smag den evt. til med mere sukker/syre. Du kan også justere tykkelsen med lidt ekstra vand hvis nødvendigt. Husk at den tykner yderligere når den køler ned.
Hybensuppe skal ikke være flydende tynd, men tyk nok til at der sætter sig et tyndt lag bag på en ske, hvis du dypper den.

Kardemommetuille

50 g. smeltet smør

50 g. hvedemel

50 g. flormelis

50 g. æggehvide

Lidt stødt kardemomme

Fremgangsmåde

Pisk alle ingredienser sammen i en skål.

Jeg har fyldt dejen i en flad silikoneform, men hvis du ikke har sådan én, kan du smøre dejen MEGET tyndt ud med en palet på en bagemåtte af silikone eller et stykke bagepapir.

Bag tuillen ved 165 grader til den er sprød og gylden. Skru ned for blæseren i ovnen hvis du bruger bagepapir, da papiret ellers vil folde sammen.

Vaniljeis med citronskal

250 ml. fløde

250 ml. letmælk

80 g. æggeblomme (ca. 4 stk.)

120 g. sukker

3 g. cremodan (kan udelades)

30 g. glukosesirup

1 vaniljestang

Skal af 1 citron

Fremgangsmåde

Skrab kornene ud af vaniljestangen og mas dem ned lidt af sukkeret.

Rør cremodan sammen med lidt af sukkeret.

Bring mælk, fløde og glukose til kogepunktet.

Pisk æggeblommer, sukker, citronskal & vanilje sammen i en skål.

Temperér æggemassen ved at hælde flødeblandingen ned i den, mens du pisker.

Hæld blandingen tilbage i gryden & tilsæt cremodan.

Legér massen, ved at varme den op under piskning ved middel varme, til den når 83 grader.

Sigt den ned i en beholder og stil den på køl natten over.

Næste dag kan den køres på ismaskine.

Servér din kolde eller varme suppe med en god ske vaniljeis, kardemommetuille & gerne lidt aromatiske urter. Jeg har brugt appelsintagetes. Velbekomme!



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.