Semlor. Sveriges svar på fastelavnsbollen. Et uimodståeligt bagværk med fyldt med kardemomme, mandler & flødeskum. En semla består af en blød bolle med masser af friskstødt kardemomme. Den udhules, fyldes med mandelmasse og toppes med letpisket flødeskum.
Bløddej:
250 ml. sødmælk
25 g. gær
Frøene fra 10 kardemommekapsler, stødte.
(Du kan erstatte med kardemomme der er købt stødt, men smagen bliver ikke den samme.)
1 æg
70 g. rørsukker
490 g. hvedemel
5 g. salt
70 g. blødt smør
Fremgangsmåde
Opløs gæren i fingervarm mælk. (Jeg plejer faktisk bare at bruge kold mælk, men så kan hævetiden blive en del længere, alt efter temperaturen i rummet.)
Tilsæt sukker, kardemomme og æg og pisk sammen.
Tilsæt mel og salt, og ælt dejen til den samler sig. 1/2 minut på røremaskine eller lidt længere i hånden.
Tilsæt smøret og ælt dejen færdig i ca. 7 minutter. Den skal være ensartet, smidig og slippe skålens kanter.
Lad dejen hæve overdækket i ca. 1 time ved stuetemperatur.
Når dejen har hævet, formes der boller á 65 g. stykket.
Lad dem efterhæve i ca. 45 minutter. Hævetiden kan afhænge af temperaturen i rummet.
Bag dem gyldne ved 220 grader på en beklædt bageplade i ca. 9-10 minutter. Vær opmærksom på at bagetiden kan variere fra ovn til ovn.
Mandelmasse
150 g. mandler (Rist dem ved 170 grader i ca. 8 minutter og lad dem køle af).
135 g. flormelis
2 g. friskstødt kardemomme
Kornene af ½ vaniljestang
1 knvsp. salt
40 g. æggehvide
55 g. vand
Fremgangsmåde
Alle ingedienser blendes i en foodprocessor, minihakker el. lignende. Det skal blive til en cremet masse, men der skal være lidt bid tilbage fra de blendede mandler.
Fyld på sprøjtepose.
Samling
Klip eller skær en trekant nedad, i hver bolle og læg toppen til side.
Fyld dem med mandelmasse.
Pisk flødeskummen let og fyld den på en sprøjtepose med stjernetyl.
Sprøjt bollerne op med flødeskum.
Læg låget på bollerne og sigt flormelis udover.
Bonus: Spis dem i en skål med varm mælk, hvis du er til sådan noget.