Karamelmousse, brownie og mørk chokolade

Muligvis den bedste kage jeg nogensinde har lavet. Det siger min mand i hvert fald.

Den består af en brownie med sprøde hasselnødder, blød karamelmousse med knasende hasselnøddekrokant og en intens, mørk chokolademousse. Den er To die for!

Start med at bage brownien i en smurt springform 16-18 cm. Når den er afkølet, sætter du den i fryseren.

Lav så din karamelmousse. Jeg har brugt en 3D silikoneform fra Silikomart som er 22 cm i diameter. Alternativt kan du bruge en springform som du filmer stramt forneden, hvor bunden skulle have siddet.

Til sidst laver du den mørke chokolademousse.

Hasselnøddekrokanten kan du lave dagen før du samler kagen.

Brownie

80 g. hasselnødder

120 g. smør

100 g. mørk chokolade i knapper eller stykker

100 g. rørsukker

2 æg

100 g. mel

1 spsk. kakao

1/2 tsk. salt

Rist hasselnødderne og gnub hinden af. Kør dem hurtigt på en blender eller hak dem groft. De skal være halve.

Smelt smøret i en gryde. Sluk for varmen og tilsæt chokoladen. Rør de sammen og lad det køle af.

Imens pisker du æg og sukker til en luftig masse. Rør den smeltede chokoladeblanding heri.

Sigt mel og kakao og rør det i dejen, sammen med salt og hasselnødder.

Bag brownien ved 170 grader i 20-25 minutter. Den skal tages ud inden den har sat sig helt.

Hasselnøddekrokant til mousse

60 g. hasselnødder

60 g. sukker

1 drys flagesalt

Rist hasselnødderne på en tør pande. Læg dem til side.

Smelt sukkeret til en karamel på panden og tilsæt hasselnødderne og lad dem karamellisere et minuts tid.

Hæld de karamelliserede nødder ud på et stykke bagepapir og lad dem køle af.

Herefter blendes de eller hakkes fint.

Karamelmousse

200 g. karamelchokolade (Callebaut Gold)

280 g. fløde

Krokant

Smelt karamelchokoladen i mikroovnen eller over vandbad.

Varm 80 g. fløde op til kogepunktet og bland det sammen med den smeltede chokolade. Massen skal være helt glat.

Pisk resten af fløden til let skum, og vend det lidt af gangen, i den afkølede chokolademasse.

Vend til sidst, forsigtigt krokanten i.

Fyld moussen i formen og stil den på køl. Lad den sætte sig i ca. 15 minutter.

Tryk herefter brownien let ned i moussen. Ca. halvvejs. Stil den på køl igen.

Mørk chokolademousse

85 g. mørk chokolade

220 g. fløde

Smelt chokoladen i mikroovnen eller over vandbad. Varm 80 g. fløde op til kogepunktet og rør det sammen med chokoladen. Massen skal være helt glat.

Pisk den resterende fløde til let skum, og vend det i den afkølede chokolade, lidt efter lidt.

Fyld din form op med chokolademoussen og stil hele kagen i fryseren i mindst otte timer.

Hvis du som i denne opskrift, pynter kagen med guldspray, skal dette gøres mens lagen stadig er frossen. Lad den herefter tø et par timer i køleskabet.

Vaniljemousse med tyttebær og rugbrødscrumble

Min familie har en ødegård i Sverige. Det betyder at der nogle år, er et skattekammer af uanede mængder bær, lige i baghaven. Og hvis du har flere end du kan spise, holder de sig glimrende i fryseren! Til den her dessert har jeg kogt en sirup af tyttebær, som følges så fint ad, med den fyldige vaniljemousse og søde rugbrødscrumble. Til moussen har jeg brugt dobbeltfløden Essens fra Arla Unika. Den er helt utroligt intens og cremet,  og er som skabt til en god vanilje. Velbekomme!

Opskriften er til ca. 8 personer.

Vaniljemousse

3 bl. husblas

1-2 vaniljestænger afhængigt af størrelsen

50 g. sukker

3 dl. fløde 50%

1 dl. yogurt natural

1 lille drys salt

Fremgangsmåde

Læg husblas i blød ikoldt vand i ca. 5 minutter.

Bring 2 dl. af fløden, samt sukker, vanilje og et lille drys salt  til kogepunktet og sluk for det. Smelt husblassen heri.

Pisk den resterende fløde til let skum. Hold øje med den, det går hurtigt når du bruger en fløde med så høj en fedtprocent.

Vend yogurten i den lune flødeblanding, og vend så blandingen med flødeskummet.

Fyld din mousse i 2 halvkugle-silikoneforme, og put dem i fryseren.

Tyttebærsirup

200 g. tyttebær

240 g. vand

140 g. sukker

Fremgangsmåde

Bland alle ingredienser i en gryde, og give det et hurtigt opkog.

Tag bærrene op og læg dem til side.

Kog lagen ind til den tykner. Tag den af varmen og tilsæt bærrene.

Fyld bærsiruppen på et glas og stil den på køl.

Rugbrødscrumble

120 g. rugbrød med kerner

30 g. rørsukker

Fremgangsmåde

Blend rugbrød og rørsukker. Det må ikke blive helt fint, da det gerne skal bevare lidt struktur.

Læg det på en bageplade beklædt med bagepapir, og bag det i ovnen ved 170 grader i ca. 10 minutter. Det skal tage farve, men pas på det ikke bliver sort. Rør i det undervejs. Bare rolig, det skal nok blive helt sprødt, når det er afkølet.

 Tyttebærmarengs

2 æggehvider

100 g. flormelis

1 knsp. salt

Lidt tyttebærsirup

Fremgangsmåde

Tænd ovnen på 90 grader.

Pisk æggehviderne stive med salt.

Sigt flormelis og pisk det i, lidt af gangen.

Tilsæt lidt af din tyttebærsirup (uden bær).

Fyld massen på sprøjtepose og sprøjt den ud på en bageplade beklædt med bagepapir.

Bag dem i ca. 50 minutter ved 90 grader.

Anretning

Placér tre frosne moussekugler på din tallerken, med lidt mellemrum. Drys et godt lag crumble imellem dem.

I den ene side, lægger du nu en god skefuld tyttebærsirup med bær.

Til sidst placerer du tre marengs rundt om moussen.

Tænk på din anretning i form og farver. Sådan skaber man en smuk tallerken. Træd et skridt tilbage og studér helhedsindtrykket. Så giver det sig selv, hvor elementerne skal være.