Havregrynskugler

Altså, de her små fætre var  blandt de første desserter jeg lærte at lave som barn! Og de er jo så gode! De tager ingen tid at lave og du skal ikke engang tænde for ovnen.  Jeg vil råde dig til at bruge en god, stærk espresso. Og jo, børnene kan godt lide dem selvom der er kaffe i. Rul dem i kokos, nødder, smagssat sukker, perlesukker, kakao, guldstøv, krymmel eller hvad som helst. Kun fantasien sætter grænser.

Dej

110 g. blødt smør

140 g. sødmælk

75 g. kakao

180 g. sukker

200 g. grovvalsede havregryn

1 stærk espresso (ca. 30 ml.)

Fremgangsmåde 

Ælt alle ingredienser sammen. Stil dejen på køl i mindst en halv time før du ruller havregrynskuglerne.

Jeg har rullet mine i hindbærsukker, hakkede pistacienødder, guldstøv og kokos.

Hindbærsukker

Kør frysetørret hindbær på kaffekværnen eller i en blender. Bland det med sukker.  Hvis du vil have det finere, så blend både sukker og hindbær sammen. Men til den her opskrift, må sukkeret godt knase lidt.

Opskriften er udviklet til Café Norden.

 

Rød grapefrugt panna cotta med karamelliseret hvid chokolade

Panna cotta er noget af det lækreste og nemmeste at servere når du får gæster. Du laver den nemlig på forhånd, portionsanrettet og det hele! Den skal bare lige pyntes af inden servering.

Denne panna cotta  er cremet, og har perfekt syre/sødme balance.

Til ca. 10 portioner.

Panna cotta

1/2 l. fløde

125 g. rørsukker

1 vaniljestang

250 ml. friskpresset, sigtet rød grapefrugt juice

3,5 bl. husblas

Fremgangsmåde

Pres grapefrugterne og sigt saften.

Læg husblassen i blød i koldt vand, så det dækker. Den skal udblødes i ca. 10 min.

Flæk vanlijestangen og skrab kornene ud med enden af en teske. Knus dem sammen med lidt af sukkeret på et skærebræt. Brug en kniv eller en spiseske.

Kog fløde, alt sukker og vaniljekorn op. Tag gryden af blusset og smelt herefter husblassen (uden vand) heri. Den skal piskes grundigt i, så den bliver helt opløst, men pas på, at der ikke kommer for meget luft i flødeblandingen.

Hæld lidt af den varme fløde i den kolde grapejuice, for at temperere den. Herefter blandes det hele, og hældes i portionsglas.

Karamelliseret hvid chokolade

150 g. hvid chokolade af god kvalitet (Jeg bruger Callebaut)

Fremgangsmåde

Hak chokoladen groft (behøves ikke hvis det er knapper) og læg den samlet på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag den ved 150 grader i ca. 10-15 min. (Afhængigt af ovn) til den er jævnt lys gylden. Lad den køle af på køkkenbordet og bræk den så i stykker.

Anret panna cotta’erne med den knuste, karameliserede chokolade, stedmoderblomster og citronmelisse.

Denne opskrift er udviklet til Café Norden.