Lagkage med brombær & nougatmousse

Bløde chokoladebunde, luftig nougatmousse og syrlig brombærfrosting er elementerne i den her fantastiske lagkage. Lav den mindst 6-8 timer inden den skal serveres. Den skal nemlig fryses ned, og det er vigtigt at moussen er helt frossen, når kagen skal smøres op med brombærfrostingen.

Chokoladebunde

100 g. smør

150 g. mørk chokolade

3 æg

120 g. rørsukker

100 g. hvedemel

30 g. mandelmel (kan udelades)

1 knsp. salt

1 knsp. vaniljepulver

1 tsk. bagepulver

Fremgangsmåde

Varm smøret op i en gryde og smelt chokoladeknapperne eller den hakkede chokolade ned i. Stil det til afkøling på køkkenbordet.

Pisk æg, rørsukker og vanilje lyst og luftigt.

Hæld chokoladeblandingen i, mens du fortsat pisker.

Vend mel, mandelmel og salt i.

Hæld dejen i en smurt og meldrysset springform (23 cm).

Bag kagen ved 175 grader i ca. 35 minutter. Stik i kagen for st se om den er færdig.

Når kagen er afkølet skal den skæres i to bunde. Stik en brødkniv ind i siden af kagen, til du rammer midten. Skær så hele vejen rundt om kagen.

Hvis du laver bundende i forvejen, kan de sagtens opbevares på køl. Bare husk at lægge et stykke bagepapir imellem dem, så er de lettere at håndtere når du skal skille dem ad.

Nougatmousse

300 g. nougat

2 dl. mælk

4 dl. fløde

4 bl. husblas

35 g. æggehvide (ca. 1 stk)

Fremgangsmåde

Læg husblas i blød i koldt vand i ca. 5 minutter.

Skær nougat i store tern og kom dem i en skål.

Varm mælken op og smelt husblassen heri.

Hæld mælken over nougaten og pisk til en ensartet, blank masse.

Imens nougatmassen afkøles på køkkenbordet, pisker du fløden til let skum i én skål og æggehviderne stive i en anden skål.

Vend flødeskummet af et par omgange i nougatcremen. Massen skal være helt ensartet.

Vend herefter æggehviderne i.

Brombærfrosting

100 g. stuetempereret smør

200 g. stuetempereret philadelphia

115 g. flormelis

15 g. frysetørrede brombær

Fremgangsmåde

Pisk smør og flormelis hvidt og luftigt. Det tager mindst 5 minutter på en røremaskine eller med en elpisker.

Vend philadelphia i smørcremen.

Blend de frysetørrede bær i en kaffekværn eller i en anden blender, og rør bærstøvet i creme.

Samling af kagen

Beklæd en kagering med kageplast og sæt på et fad/skærebræt eller en tallerken der kan tåle frost.

Tryk den ene chokoladebund ned i kageringen.

Fyld op med halvdelen af moussen.

Tryk den anden bund forsigtigt ned over moussen.

Fyld op med det sidste mousse.

Sæt kagen på frost.

Når kagen er frossen, smører du den op med brombærfrostingen.

Pynt med friske bær, urter, blomster og sukkerperler.

Karamelmousse, brownie og mørk chokolade

Muligvis den bedste kage jeg nogensinde har lavet. Det siger min mand i hvert fald.

Den består af en brownie med sprøde hasselnødder, blød karamelmousse med knasende hasselnøddekrokant og en intens, mørk chokolademousse. Den er To die for!

Start med at bage brownien i en smurt springform 16-18 cm. Når den er afkølet, sætter du den i fryseren.

Lav så din karamelmousse. Jeg har brugt en 3D silikoneform fra Silikomart som er 22 cm i diameter. Alternativt kan du bruge en springform som du filmer stramt forneden, hvor bunden skulle have siddet.

Til sidst laver du den mørke chokolademousse.

Hasselnøddekrokanten kan du lave dagen før du samler kagen.

Brownie

80 g. hasselnødder

120 g. smør

100 g. mørk chokolade i knapper eller stykker

100 g. rørsukker

2 æg

100 g. mel

1 spsk. kakao

1/2 tsk. salt

Rist hasselnødderne og gnub hinden af. Kør dem hurtigt på en blender eller hak dem groft. De skal være halve.

Smelt smøret i en gryde. Sluk for varmen og tilsæt chokoladen. Rør de sammen og lad det køle af.

Imens pisker du æg og sukker til en luftig masse. Rør den smeltede chokoladeblanding heri.

Sigt mel og kakao og rør det i dejen, sammen med salt og hasselnødder.

Bag brownien ved 170 grader i 20-25 minutter. Den skal tages ud inden den har sat sig helt.

Hasselnøddekrokant til mousse

60 g. hasselnødder

60 g. sukker

1 drys flagesalt

Rist hasselnødderne på en tør pande. Læg dem til side.

Smelt sukkeret til en karamel på panden og tilsæt hasselnødderne og lad dem karamellisere et minuts tid.

Hæld de karamelliserede nødder ud på et stykke bagepapir og lad dem køle af.

Herefter blendes de eller hakkes fint.

Karamelmousse

200 g. karamelchokolade (Callebaut Gold)

280 g. fløde

Krokant

Smelt karamelchokoladen i mikroovnen eller over vandbad.

Varm 80 g. fløde op til kogepunktet og bland det sammen med den smeltede chokolade. Massen skal være helt glat.

Pisk resten af fløden til let skum, og vend det lidt af gangen, i den afkølede chokolademasse.

Vend til sidst, forsigtigt krokanten i.

Fyld moussen i formen og stil den på køl. Lad den sætte sig i ca. 15 minutter.

Tryk herefter brownien let ned i moussen. Ca. halvvejs. Stil den på køl igen.

Mørk chokolademousse

85 g. mørk chokolade

220 g. fløde

Smelt chokoladen i mikroovnen eller over vandbad. Varm 80 g. fløde op til kogepunktet og rør det sammen med chokoladen. Massen skal være helt glat.

Pisk den resterende fløde til let skum, og vend det i den afkølede chokolade, lidt efter lidt.

Fyld din form op med chokolademoussen og stil hele kagen i fryseren i mindst otte timer.

Hvis du som i denne opskrift, pynter kagen med guldspray, skal dette gøres mens lagen stadig er frossen. Lad den herefter tø et par timer i køleskabet.