Den ultimative opskrift på den karamelliserede kage med fynsk ophav, brunsviger! Som ekstra bonus, har jeg netop erfaret at den bør spises med vaniljeis ovenpå!
Den her kage er svampet, blød og smager dejligt af kardemomme, smør og karamel. I min optik må en brunsviger slet ikke knase. Fyldet skal smeltes og lægge sig blødt og snasket oven på kagen efter bagning. Så hvis du er til knasende brun farin på toppen af kagen, er det nok ikke her du skal kigge med.
Men ellers så, velbekomme!
Bløddej
500 ml. sødmælk
50 g. gær
150 g. sukker
1 æg
Friskstødt kardemomme af 15 kapsler
1 kg. hvedemel
10 g. salt
150 g. stuetempereret smør
Fyld
375 g. brun farin
375 g. Smør
Lidt stødt kardemomme
Fremgangsmåde
Opløs gær i mælken, i en røremaskine med dejkrog.
Rør sukker og kardemomme ud i mælken.
Gør det samme med ægget.
Tilsæt mel og salt, og ælt dejen med i et par minutter.
Tilsæt nu det bløde smør og ælt dejen færdigt. Det tager ca. 5-8 minutter alt efter røremaskine/hastighed. Den skal være smidig, ensartet og slippe skålens kanter helt.
Nu skal dejen hæve overdækket i ca. 40 minutter.
Efter hævning rulles den let ud på et meldrysset bord, deles i to og fordeles ud i hvad der svarer til ca. 2 bradepander, beklædt med bagepapir og smurt med smagsneutral olie.
Nu skal den efterhæve i ca. 1 time.
Imens laves fyldet.
Smelt smør og brun farin i en gryde ved middel varme og rør massen homogen med en spiseske eller et piskeris. Hæld blandingen over i et litermål el. lignende, og stil til side.
Efter hævning trykker du dybe huller i hele kagen, inden du hælder fyldet på.
Bages ved 200 grader i ca. 12-15 minutter alt efter ovn. Stik i den! Den skal kun lige slippe og må ikke få for meget!