Peberkager

Svenske peberkager

En myte siger at man bliver sød af at spise peberkager. Det tror jeg på. Det er en fast tradition i vores familie at bage de krydrede, svenske småkager til jul. Jeg har aldrig rigtig tid til at lægge alle de juleopskrifter op her på siden, som jeg gerne vil, men her kommer der i hvert fald én på svenske peberkager! Lav gerne dejen flere dage i forvejen, da den skal hvile på køl og trække smag.

Opskriften svarer til 3-4 bageplader, alt efter hvor meget dej børnene får hevet indenbords.

Dej

200 g. smør

160 g. lys sirup

100 g. rørsukker

3 spsk. stødt kanel

1 1/2 tsk. stødt ingefær

2 tsk. stødt kardemomme

2 tsk. stødt nellike

2 æg

450 g. hvedemel

1 tsk. natron

1 tsk. salt

Det kan altid betale sig at støde dine egne krydderier. Det giver en helt anden og fantastisk dyb smag.

Fremgangsmåde

Smelt smør, sukker og sirup i en gryde og tilsæt så krydderierne.

Lad blandingen køle af på køkkenbordet.

Pisk æggene i.

Bland salt, mel og natron og rør det i smørblandingen.

Ælt dejen et par minutter med hænderne eller ved lav hastighed på røremaskine, med k-spaden.

Film den og sæt den på køl. Du kan sagtens bruge den dagen efter, men den har godt af at hvile på køl en lille uge. Den kan også sagtens fryses.

Pepparkakor


Bagning

Del dejen i 2-3 stykker og rul dem ud på et let meldrysset bord.

Stik kagerne ud og bag dem på beklædte bageplader, ved 175 graders varmluft til de begynder at blive mørke.